Retur
Originalen ligger hos Århus Kommune, Magistratens 2. afdeling samt kopi hos Tinglysningskontoret, Århus hvor den også kan ses.
Byplanvedtæt nr. 5 for Ormslev Kolt   Byplanvedtægt nr. 5 for Ormslev Kolt (326 KB)

Byplanvedtægt nr. 5 for Ormslev-Kolt:
I medfør af byplanloven (lovbekendtgørelse nr. 63 af 20. februar 1970) fastsættes følgende bestemmelser for det i §1 nævnte område i Århus Kommune.

Paragraf-oversigt:
§  1. - Byplanvedtægtens område
§  2. - Områdets anvendelse
§  3. - Vejforhold
§  4. - Udstykninger
§  5. - Bebyggelsens omfang og placering m.v.
§  6. - Bebyggelsens ydre fremtræden
§  7. - Byplanvedtægtens overholdelse
§  8. - Eksisterende bebyggelse
§  9. - Påtaleret
§ 10. - Dispensationer fra og ændringer i byplanvedtægten

----------------------------------------------------------------
§ 1. Byplanvedtægtens område Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Området begrænses som vist på vedhæftede kortbilag og omfatter følgende matr.nr. af Kolt By og sogn: 2kr, 3r, 3u, 3z, 4d, 4e, 20b, 20c, og del af 4b Samt følgende matr.nr. af Bering by, Kolt sogn: 10e, 10f, 10g, 14a, 14b, 14c, 14d, og del af 10a
Endvidere alle parceller der efter den 1. april 1976 udstykkes fra ovennævnte ejendomme.
Delområde I:  udlægges til boligformål
Delområde II: udlægges til off. formål (institutioner o.l.)

----------------------------------------------------------------
§ 2. Områdets anvendelse Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Delområde I må med nedennævnte undtagelser kun anvendes til lav boligbebyggelse.
Der må inden for området ikke udøves nogen art af virksomhed, som ved støv, røg, lugt, støj, trafikgener eller ved sit udseende eller på anden måde efter byrådets skøn er til ulempe for de omboende.

Stk. 2.
Det er tilladt, at der på ejendommene drives sådan virksomhed, som almindeligvis udføres i beboelseslejligheder eller beboelseshuse, når virksomheden drives af den, der bebor den pågældende bolig, og når virksomheden efter byrådets skøn drives på en sådan måde, at ejendommens karakter af beboelsesejendom ikke forandres (herunder ved skiltning og lign.), kvarterets præg af boligkvarter ikke brydes, eller virksomheden ikke fremkalder ulemper for de omboende eller fremkalder behov for parkeringsmuligheder, som ikke er til stede på den pågældende ejendom.
Ejendommene må i øvrigt ikke benyttes til nogen form for erhvervsvirksomhed.
Medmindre virksomheden omfattes af ovennævnte, må der således ikke på ejendommene indrettes bebyggelse til eller udøves handels-, vognmands-, fabriks-, værksteds- eller oplagsvirksomhed, ligesom der ikke må indrettes pensionater eller klublejligheder eller drives anden lignende form for erhvervsmæssig udlejning.

Stk. 3.
Efter byrådets nærmere godkendelse kan der på ejendommene matr.nr. 10a, 14a, 14b, 14c,14d, 20b og 20c indrettes de for områdets daglige forsyning nødvendige butikker og indrettes lokaler for liberale erhverv o.lign.

Stk. 4.
Inden for delområderne I og II kan efter godkendelse fra Magistratens 2. afdeling opføres transformerstationer og andre anlæg til kvarterets daglige forsyning, når de ikke har mere end 30 m² bebygget areal og ikke gives en højde af mere end 2,5 m over terræn, og når de udformes i overensstemmelse med den øvrige bebyggelse.

----------------------------------------------------------------
§ 3. Vejforhold Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Der udlægges areal til følgende nye veje og stier med retning og beliggenhed som vist på vedhæftede kortbilag: *)
Busvej C-P-J i en bredde af 11,00 m
Stamvej E-E i en bredde af 12,00 m
Stamvej K-M-N-O-B i en bredde af 12,00 m
Kvartersti r-s i en bredde af 10,00 m
Kvartersti v-s-t i en bredde af 10,00 m
Kvartersti u-r-o i en bredde af 10,00 m
De øvrige på kortbilaget viste stier udlægges i en bredde af 7,00 m

Stk. 2.
Der udlægges areal til ensidig udvidelse af Svanlevvej på strækningen D-E-F, således at det fremtidige vejskel placeres 7,00 m syd for den eksisterende kørebanemidte.

Stk. 3.
Nye veje ud over de ovenfor nævnte skal udlægges i en bredde af min. 7,00 m afsluttet med vendepladser inde i bebyggelsen og med en placering af tilslutninger til stamvejene i princippet som vist på vedhæftede kortbilag.

Stk. 4.
Til vejene A-B-C-D, D-E-F og stamveje må der ikke være direkte adgang for kørende, gående eller anden færdsel fra de tilgrænsende ejendomme.

Stk. 5.
Det på vedhæftede kortbilag med P mærkede areal udlægges til busvendeplads.

Stk. 6.
Hvor de på kortbilaget viste kvarterstier krydser vej A-B-C-D ude af niveau (angivet med signaturen => <=) udlægges nødvendig areal til over- eller underføring af stien.

Stk. 7.
Langs følgende veje pålægges bebyggelsesregulerende byggelinier i de nedenfor angivne afstande fra fremtidig kørebanemidte:
Hovedfordelingsvej A-B-C-D 19,00 m
Fordelingsvej D-E-F 12,50 m
Busvej C-P-J 12,50 m
Torshøjvej J-K   9,00 m
Langs stamveje pålægges bebyggelsesregulerende linier i 2,5 m´s afstand fra
vejskel.

Stk. 8.
Torshøjvej, kommunevej 907, forudsættes nedlagt på strækninger fra L til Skanderborgvej
(Nedlæggelsen vil finde sted efter reglerne herom i vejlovgivningen.)

*)
Strækningen M-N udformes som "listevej", således at bilpassage er mulig, men kun med stærkt nedsat hastighed.
Busvej C-P-J samt kvarterstierne v-s-t og u-r-o påregnes overtaget som offentlige.

----------------------------------------------------------------
§ 4. Udstykninger Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Når bebyggelsen opføres på grundlag af en af byrådet godkendt og sikret bebyggelsesplan for bebyggelsens placering, kan byrådet tillade, at grundene udstykkes med en mindre størrelse end 700 m², dog mindst 500 m² for grunde til hver del af et dobbelthus, 400 m² for grunde til kædehuse og 300 m² for grunde til rækkehuse og gårdhuse. Alle angivne grundstørrelser er eksklusive eksisterende og udlagt vej- og stiareal.

Stk. 2.
En del af det i stk. 1 fastsatte mindste grundareal kan af byrådet tillades udlagt som fælles opholds- eller parkeringsareal.

Stk. 3.
De på kortbilaget med grøn signatur (G) viste arealer må ingensinde udstykkes og bebygges, men skal anvendes som friareal for bebyggelsen og som stiareal, samt som areal til etablering af støj- og lydvold, således som angivet på kortbilaget.

Stk. 4.
Udstykninger må kun foretages på grundlag af godkendte udstykningsplaner, for passende afgrænsede arealer.

----------------------------------------------------------------
§ 5. Bebyggelsens omfang og placering m.v. Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Bygninger må kun opføres med én etage event. med udnyttet tagetage.

Stk. 2.
Byrådet kan give tilladelse til, at en eventuel kælderetage indrettes til beboelse i den mod faldende terræn vendende side af bygningen, når kælderloftet maksimalt hæves 0,60 m over højeste naturlige terræn ved bygningen.

Stk. 3.
Garager, udhuse og lignende mindre bygninger må ikke opføres nærmere skel end 1,00 m mod stier og de på kortbilaget viste grønne friarealer.

----------------------------------------------------------------
§ 6. Bebyggelsens ydre fremtræden Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Ingen form for skiltning og reklamering på ejendommene må finde sted.
Denne bestemmelse gælder ikke for ejendomme, hvorpå der af byrådet i medfør af §2 er meddelt tilladelse til at udøve erhvervsvirksomhed, idet der på sådanne ejendomme med byrådets særlige tilladelse i hvert enkelt tilfælde må finde skiltning og reklamering sted i det efter byrådets skøn sædvanlige omfang for virksomheder af den pågældende art.

----------------------------------------------------------------
§ 7. Byplanvedtægtens overholdelse Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Før noget byggeri påbegyndes eller en ejendoms hidtidige anvendelse ændres, skal der - medmindre byrådet ansøges om godkendelse i henhold til byggelovgivningen - forelægges byrådet tegninger, der viser grunden og dens omgivelser samt bygningernes beliggenhed på grunden og deres størrelse, form og indretning, ligesom den påtænkte anvendelse af bygningerne og grunden skal oplyses, således at byrådet kan påse overensstemmelsen med byplanvedtægten.

----------------------------------------------------------------
§ 8. Eksisterende bebyggelse Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Nærværende byplanvedtægt er ikke til hinder for bibeholdelse af den eksisterende lovlige bebyggelse eller for fortsættelse af den hidtil lovlige gjorte brug af en ejendom. Udvidelse ved om- eller tilbygning eller ibrugtagen til anden anvendelse i strid med byplanvedtægtens bestemmelser må ikke finde sted uden byrådets nærmere godkendelse.

----------------------------------------------------------------
§ 9. Påtaleret Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Påtaleret ifølge nærværende byplanvedtægt har alene Århus Byråd.

----------------------------------------------------------------
§ 10. Dispensationer fra og ændringer i byplanvedtægten Paragraf-oversigt
Stk. 1.
Mindre betydende lempelser af bestemmelserne i nærværende byplanvedtægt kan indrømmes af byrådet.

Stk. 2.
Ændringer i byplanvedtægten kan ske efter byrådets vedtagelse og med planstyrelsens godkendelse efter reglerne om vedtagelse og godkendelse af nye planer.

Som følge af loven om kommuneplanlægning, der er trådt i kraft siden underskrift af foranstående byplanvedtægt, erstattes byplanvedtægtens §10, stk. 2 , efter henstilling fra miljøministeriet - af følgende som nyt §10, stk. 2.:
Ændringer i byplanvedtægten kan ske ved udarbejdelse af lokalplaner, jfr. bestemmelserne herom i lov om kommuneplanlægning.
(Vedtager og underskrevet, Århus byråd, den 16. jun. 1977)

----------------------------------------------------------------
Således vedtaget af Århus Byråd den. 5. januar 1977 og underskrevet.
Århus, den. 18 jan. 1977.

I medfør af §1 i lov om byplaner (lovbekendtgørelse nr. 63 af 20. februar 1970) godkendes foranstående af Århus Byråd vedtagne forslag til partiel byplanvedtægt nr. 5 for Ormslev-Kolt, Århus Kommune.

Stemplet med følgende og underskrevet
Foranstående byplanvedtægt godkendes i medfør af §57, stk. 1, i lov nr. 287 af 26 juni 1975 om kommuneplanlægning, jfr. §17, stk. 2, i miljøministeriets bekendtførelse nr. 28 af 21 januar 1977 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til planstyrelsen.
Planstyrelsen den 31 maj 1977.

Nærværende byplanvedtægt begæres herved tinglyst på følgende martrikelnr.:
Kolt By og sogn: 2kr, 3r, 3u, 3z, 4d, 4e og 4b samt Bering by, Kolt sogn: 10e, 10f, 10g, 12, 14b, 14c, 14d, 14e og 10a
Underskrevet - Århus Kommunes juridisk-tekniske kontor, den 3.august 1977.

----------------------------------------------------------------

ReturTil top